Skadevoldere ved nyplantning
Nåletræ
De nyplantede nåletræer er udsat for mange farer. De to
værste er nåletræsnudebillen og skovens vildt.
Nåletræsnudebillen
Nåletræsnudebillen eller "den store brune snudebille" er 8-13 mm
lang, sort og har pletvis gul behåring.
Hvor findes nåletræsnudebillen?
Den lever især på solbeskinnede, græsdækkede kulturarealer i
skoven, hvor den yngler i friske nåletræstød.
Hvad skade gør nåletræsnudebillen?
De voksne biller gnaver barken på de unge nåletræer. Træerne
dør, hvis gnavet går hele vejen rundt om stammen. Mange planter dør
dog efter langt mindre gnav, idet de er sårbare efter
udplantningen.
Sådan begrænses skaden
Det sikreste er at beskytte planterne kemisk.
Ved plantning på agerjord er der normalt ingen skader af
nåletræsnudebillen, men i forbindelse med plantning af
nåletræsplanter i skov, er det sikreste at beskytte
planterne kemisk.
Husk også at behandle efterbedringsplanter. Planterne
rodhalssprøjtes tidligt i det første forår efter plantningen.
Rodhalssprøjtningen kan udføres som punktsprøjtning med en
almindelig rygsprøjte.
Sprøjtningen udføres således, at sprøjtedyssen holdes nede ved
jorden rettet mod plantebasis, og idet håndtaget aktiveres let,
løftes lansen samtidig halvt op ad planten og der lukkes for
trykket. Der anbefales en væskemængde på 10-15 cm3 pr. plante,
doseret med 0,25% virksomt stof af enten Esfenvalerat (Sumi-Alpha 5
FW) eller Alfa-cypermetrin (Fastac 50). Det svarer til en
opblanding med 0,5 liter Sumi-Alpha 5 FW i
10 ltr. vand, brugt på 800 planter. Der kan istedet anvendes Karate
2,5 WG - 500 gr. pr. 10 liter (5%) 10-15 cm2 pr. plante.
Renholdelse omkring planterne kan give nogen beskyttelse, da
snudebiller nødigt opholder sig, hvor der ikke er dækning i form af
en græspels el. lign.
Vildtskader
Hjortevildt og harer skader træerne ved at bide knopper og
skudspidser af. Hjortevildtet laver desuden "fejeskader" ved at
gnubbe geviret/opsatsen mod træerne.
Både bid og fejning medfører, at planten forsinkes i sin
højdevækst. For særlig efterstræbte træarter, samt hvor
vildtbestanden er særlig stor, kan bid og fejning holde planterne
nede i adskillige år.
Løvtræ
De væsentligste skadevoldere i løvtrækulturer er mus,
hjortevildt og harer. Hertil kommer nogle tilfælde, hvor fugle
(duer) kan volde problemer i såningskulturer og mosegrise, der kan
overgnave selv armstykke træer lige under jordoverfladen.
Mus
Mus kan anrette meget store skader i unge kulturer. Udover at
mus f.eks. kan æde bog i bøgeselvforyngelser og agern i
såningskulturer af eg, kan også en etableret løvtrækultur
fuldstændig ødelægges af mus. Markmusen ynder at gnave på træets
bark op til 15 cm over jorden. Gnavet forekommer hovedsageligt
på
træer op til 5 cm tykkelse, men også tykkere træer gnaves. Gnavet
svækker træet og gnaves barken af hele vejen rundt, "ringes" træet,
hvorved det dør. Det er især et problem i bøge- og
askekulturer.
Musene elsker en tyk græspels, og risikoen minimeres derfor ved
bekæmpelse af græsset med jordbearbejdning og evt.
sprøjtning.
Det er nødvendigt med nøje opsyn af kulturen for at konstatere evt.
gnav. Ved at påsmøre skovtjære på rodhalsen kan musene afskrækkes.
Da musene gnaver træerne om vinteren, smøres træerne i
oktober-november, og behandlingen må gentages det følgende efterår.
Det kan evt. blive nødvendigt at udlægge gift til bekæmpelse.
Vildtskader
Bid
Et meget almindeligt problem er, at hjortevildt og harer skader
planterne ved at bide knopper og skudspidser af. Biddet forekommer
såvel om vinteren som om sommeren. Hjortevildt bider stort set alle
arter, mens harer overvejende er et problem i bøg. Biddet forsinker
planten i sin højdevækst, og vildtbestanden kan være så stor, at
planterne holdes nede i adskillige år. I værste tilfælde
bliver kulturen aldrig til noget.
"Fejeskader"
Opstår ved at geviret/opsatsen gnubbes mod planten. Råbukken
ynder fingertykke træer, mens kronhjorten fejer på træer op til 15
cm tykkelse. Fejet optræder i maj - juni (juli - august for
kronhjort) på især ask og evt. ær og bøg. Barken flås i laser,
hvorved planten forsinkes, og sker det hele vejen rundt, dør
planten ovenfor fejningen.
Modforanstaltninger
Den sikreste, men også dyreste beskyttelse mod hjortevildt, er
hegning. Et godt skovhegn er minimum 140 cm højt.
Hjørnestolper af træ og stålrør som mellemstolper er bedst. Hvis
hegnet er særlig finmasket forneden, kan det i nogen grad også
holde harer ude. Man bør med regelmæssige mellemrum kontrollere, at
der ikke er huller i hegnet, og om der er dyr i indhegningen.
Særligt kan indhegninger større end ca. 1 ha være vanskelige at
holde vildtfri.
I selvforyngelser af bøg kan et midlertidigt hegn sat op i april
inden fremspiring være nødvendigt for at hindre en total
"afgræsning" af de fremspirende saftige kimplanter.
En anden metode er anvendelse af vækstrør. Det er en forholdsvis
dyr metode, men kan være et udmærket alternativ til hegning på små
arealer eller ved lave plantetal som f.eks. i askekulturer.
Udplantning af "vildtfrie" planter (heistere), dvs. planter, der er
over bidhøjder (ca. 120 cm), er også en mulighed i ask og ær, men
de fejes hyppigt.
Mod vinterbid kan man smøre træernes topknop med et
vildtafværgningsmiddel. Behandlingen skal gentages år efter år,
indtil træerne er over bidhøjde. Ved stor vildtbestand er
behandlingen ikke altid effektiv. Mod fejning kan opsættes en
fejestok.
Uddrag af skov-info nr. 4 og nr. 15 er gengivet efter aftale med
tegnere og Skov-og Naturstyrelsen
Du velkommen til at kontakte Esper Thygesen på telefon 86 66 17
90 med spørgsmål.